Uden ringeklokker

Lad os tænke på hinanden, far.

Lad os le ad øjnene som vil genforene alt.

Har du set mandeltræet?

Se dets landsby af blomsterkroner.

Dér er min første nerve.

Vi har grædt:

det bør vi ikke.

Skyerne gør os til skygger og luften bider vores morgener.

Du skal ikke være trist far.

Jeg ser dig i knopskydningen der grønnes og som husker os igen.

 

Det hænder jeg går ud og jeg ringer til dig. Du forlader dine rød _

der, hvor jeg altid vikler mig ind. Lad os gå til

vi kun er ord og vores hjer_

ter bader klipperne, vander haven, og bitterheden,

i takt med vi vokser, drypper af vores tun_

ger. Så kigger jeg på dig og jeg ser denne far så dyre_

bar, og jeg spørger mig selv, hvor kommer du fra så fuld af

lagunernes genskær, så fuld af årene du har rund_

et og som nu ankommer, og nedbryder morgener s-

om rimfrost, fastnagler dine honningtorne; og du eksplo_

derer i sukker og du får os til at se en rose

to gange rose og du ler som to planeter der gni_

der hinanden og du græder hundredvis af lugte og du sukker

som vinden der slipper ind i en revne, og der er jeg:

æklet ved kød, nøgler, biler

byer,

ønsker jeg at nå græsset

som du multiplicerer,

forsøger jeg at være duftløs, farveløs, usynlig,

verdensløs,

for ikke at snitte din markbrises stilk over,

for at kunne følge dine skridt af gammelt tøj.

 

Vær ikke trist far.

  • delæg ikke det der smil med nåle.

Søl dig ikke til med keratin.

Vores fraværs nærvær vil ikke gøre ondt.

Lad knivene prelle af

og lyden skifte:

åbn et vindue i syd

og luk det i nord,

eller som du vil det,

du har tyve forbindelser i kraniet

og du er trist af marv som et net der driver væk

(som Neruda ville sige det).

 

Græd dine ensomheder i mine, far.

Sved helt som duggen.

Gør ikke det gennemtrængelige uigennemtrængeligt.

 

Nu er tiden kommet hvor vi skal bryde gennem vores klippekrop,

opmagasinere vores bikubevrede med gift,

besøge hinanden i afstanden

der hvor timerne hverken dikterer

eller adskiller en søn fra en far,

hvor ordene ikke preller af,

hvor der hverken er vægge som kradser

eller døre vi kan lukke.