Breton kom heller ikke

Blikke fulde af møg, af store giftige Jomfruer fra Almudena, af profeter som er trætte af at lide skibbrud som søjler af papir; og føddernes tagterrasser foran neuronernes store suppegryder, som ikke falder med tyngde, for der er ikke digtere nok til at tænke i skridt, i veje pumpet op med kilometer. Fødderne fandt jo hverken på Becquers svaler eller på hulemalerierne; fødderne udsmykker jo kun fortiden og pynter sig selv med anarkistiske tekstiler og forbrydere som knæene; det er som ikke at være i de infantile mareridt eller i smilenes pengesedler; det er revnen som skød ar, det er regnens pude, molekylernes tavshed, alt, men uden regelsæt for liv, ej heller marker til at skrige årene eller bjerge, hvor man kan falde i. Hvad mon der kommer fra gardinet der forskyder sig som halsen på en rig blærerøv? Hvad kan der komme ud af nogle lygter, som natten har forvirret, af en hule på hovedet eller på vrangen, af skyer der tynger lungerne? Der er ikke længere digtere nok til at tænke i skridt; heller ikke personligheder der brækker smertens finger eller fingre nok til at være brækkede. Alt er svulmet op af for hvad (´er), døden er ikke den bedste vej, men der er ikke andre. Alt tager lyset med sig, det samme lys som senere bliver sort af så meget lys og øjnene kan ikke ånde uden at meditere farver. Jeg ved ikke engang, hvad det er jeg siger, om det at sige noget tjener et formål, eller om at tjene et formål siger os noget, eller om noget sagde at tjene ikke mere er af gud. Der er ikke længere digtere nok til at tænke i skridt; men der er nok tænkte skridt til at være digtere. Vandreren kommer aldrig.